Hvidt støv suser over grå asfalt
snart dækket –
hvide fnug fyger,
skjuler horisonten –
jeg går uden at efterlade spor;
jeg kunne forsvinde,
lægge mig under en hvid dyne,
sove –
men verden ville finde mig
alligevel
før eller siden –
Jeg går uden at efterlade mig spor –
sneen er min ven
der skjuler mig
og bider i mine kinder
for trods alt at minde
om min eksistens –
Når sneen ikke falder
fures den af spor –
det vil jeg ikke se –
ikke se hvordan mennesker
roder i naturen –
ikke deltage,
ikke vide,
ikke findes –
viske spor ud bag mig
ét for ét –
Når det så
bliver varmere –
det hvide tæppe efterlader
et hulmønster
på græsset,
dråber
der stille dumper ned
fra træer,
tagskæg –
Jeg er tilbage i livet,
den farlige sportid
er forbi –
nu kan jeg igen gå trygt
uden at se bag over skulderen –
nu kan man forsvinde
i menneske-fygningen –
men lyset –
men stilheden –