al den tid jeg har brugt på at argumentere
med nogen der for længst er gået og ikke kommer tilbage,
med nogen der for længst er væk og ikke ville høre –
tænk hvis den kunne have været brugt fornuftigt
på mig selv
og på ting der skaber værdi for mig reelt?
al den tid jeg har brugt på at overbevise
mig selv om at jeg har ret til at leve og optage plads
når ligegyldige fremmede mente jeg ikke behøvede plads;
på at vende hvert ord og bevægelse, overtænke,
mens alle andre
ligeglade med mig var i byen til fest –
al den tid får jeg aldrig tilbage
fra nu af er det bedst
ikke at skænke en tanke hvad andre de tænker om mig –
de har alligevel glemt mig så snart jeg forlader lokalet –
det er mig der skal leve med mig
resten af mine dage –
al den tid skylder jeg mig selv