En tavs men uendelig vrede
der aldrig giver mig fred.
Den syder og brænder og spørger
og finder svar intet sted.
Den famler i blinde og søger
stemmer i fortiden afgrund –
de kvinder hvis arving jeg er
jeg søger på afgrundens bund.
”Hvor er de?” skriger jeg tavst
og i tavsheden ekkoer sagte:
”I bunden af bunken af 2.000 års
afgrundsdybe foragt.
Du har ingen at stå på skuldrene af,
du må prøve dig frem dag for dag.”