Sorg er et smøringsmiddel
der forhindrer én i
at ruste op og gå i stykker –
Sorg over at miste –
Sorg over aldrig at få –
Sorg over en barndom
der kan beskrives
for andre
uden medlidende blikke –
Den barndom
fik jeg ikke –
Sorg over en ungdom
fyldt med glæde, med venskab,
med kærlighed –
Den ungdom
fik jeg ikke –
Sorg over det voksenliv
med det ægteskab
og de børn
på den villavej
med henten og bringen
i en rummelig bil
og et arbejde
og madlavning, rengøring,
måske en løbetur
eller en sofa foran en skærm
der kunne have været mit –
Sorg over de muligheder
jeg ikke fik
da livet ikke reelt
giver mulighed for at vælge frit –
Sorg over en verden
der blindt søger den slagne vej
og stempler de af os ude
der ikke kan følge med –
Sorg er en linse
man kan se verden igennem
for at værdsætte
det man trods alt har –
det man trods alt fik –
Sorg over den tanke
at jeg kunne være vokset op
som alle andre
og have levet et liv
som beskrevet
og aldrig vidst
hvad jeg gik glip af
er så meget større
end tanken om dét
jeg aldrig fik –