Du var en strofe musik, der aldrig blev spillet færdigt.
Jeg nåede dårligt at strejfe klaviaturet før du forsvandt.
Den sprøde lyd af dit halvbegyndte hjerteslag var intro
til en koncert der forblev ufuldstændig.
Og det sker med jævne mellemrum, jeg ser op
og ind i øjnene på nogen der minder mig om dig.
Du kunne have været 5, og siddet dér på jorden
med en kæp du tegnede mønstre med.
Du kunne have været 10, og løbet rundt på vejen
i jagt på bolde? Frisbees? Hvem ved hvad?
Du kunne være blevet konfirmeret, nu i år.
Ville du være vokset op til at vælge det fra?
Det kan jeg aldrig sikkert få at vide.
Du ville være blevet 14 år i år –
næsten lige så gammel som jeg var.
Et ekko kun jeg husker;
et minde kun jeg sørger over.
En fremtid der aldrig fandtes.
For os begge.