Du sang i en sky af stilhed
så kun vi få kunne høre,
og sangen var egentlig skrig
Du bar på et brændende ord
som du ikke kunne udtale
fordi det var for stort
Og det brændte dig op indefra
da du aldrig fik sagt helt nok
til at hele og starte forfra
Du skinnede smukt gennem tågen
af vore andres forvirring,
sødmefuld og vågen
Og døde så bittert i stilhed
der gav genlyd i vores ører
og stadig varer ved