Jeg så mig selv for første gang
da jeg var énogtredive
eller
jeg så mig selv for første gang
siden jeg var tolv –
Nitten år blev tabt på gulvet,
solgt til Bic og Nupo, Garnier og Maybelline –
Mit hår var mørkere end
jeg havde troet det ville være,
tykkere, blankere, bølgende
nær ved ørene –
Med enkelte lysere striber af grå
der malede penselstrøg gennem de
mørke bølger –
Mine øjenvipper
gik fra sort til blond,
rummende hele spektret
fra mørke til lys –
Min hud var ikke irriteret,
hidsigt rød og blå og øm –
Den var lys og sund
og stedvis pakket nænsomt ind
i hvirvler af rødligt skinnende hår –
blødere, længere, lysere
end jeg havde regnet med –
krøllende som lammeuld
og silkeblødt at røre ved –
Mine kinder var ikke hvide og røde
men prikket med solens pensel,
stænk af fregner mørknede
mine glemte kindben –
Jeg havde ikke set mig selv
siden jeg var tolv,
men for første gang
kunne jeg genkende mig selv –
Jeg lignede den, jeg er –
Ikke den, jeg havde fået at vide,
at jeg skulle være.
Ikke den, jeg troede,
at jeg skulle være.
Jeg så mig selv for første gang
da jeg var énogtredive.
Hvor ville jeg gerne have kendt mig selv
i de nitten år
der gik tabt –
Kunne jeg købe dem tilbage
ville jeg gøre det.
Kunne jeg gå tilbage
og skrige af alle dem
der fortalte mig at min krop
var unaturlig,
ville jeg gøre det.
Det kostede mig nitten års udvikling
at lade være.