Et tordenvejr der aldrig kommer
raser inde i min krop –
en rødglødende vulkan
der går i udbrud uden stop –
men for resten af verden
er der ingenting at se –
vreden gemmer sig i dybet
så intet kommer til at ske –
for hvor skal den rettes henad
(ingen hører mine ord) –
hvis jeg skriger ser jeg sindssyg ud;
det nytter ikke spor –
hvordan skal jeg dog forklare
hvad der skete og hvornår –
det er jo nu så længe siden
(ja, for andre er det år) –
men for mig står tiden stille
og mit vejr det går i stå –
vreden koger og den brænder
men kan ingenting opnå –
en dag måske i fremtiden
da brænder den mig op –
og efterlader blot en slemt
forkullet, udslukt krop –
I andre sidder roligt mens
I snakker, hygger, deler grin –
mens I sidder her vej pejsen
hvor I nyder et glas vin –
og jeg sidder her iblandt jer
i mit skjulte magmakammer –
camoufleret bag de femten år
mens minderne de rammer –
og I ser det ikke, griner bare
af den vittighed –
der satte minderne i gang
og vil i evighed –