De vil have jeg skal krybe,
jeg skal krympe og forsvinde,
være stille, være lille
fordi jeg er født som kvinde,
men hvad så med al musikken
der er inden i min hjerne?
Poesien og dens verden,
den kan ingen af os fjerne.
Jeg kan ikke stoppe penslen
i at dyppe sig i maling,
jeg kan ikke stoppe hjernen
i at se skønhed i alting.
Jeg kan ikke stoppe munden
og dens inderlige trang
til at dele morgensolen
med jer andre i en sang.
Der er ikke plads til mig
i deres lillebitte kasse,
at forsøge ville koste
verdens farvepragt en masse.
De vil have jeg skal ryste,
jeg skal bide mig i tungen –
være stille, være lille,
men min sang forlanger rungen.
Den forlanger at jeg skriver,
at jeg tænker, at jeg taler,
at jeg føler, at jeg siger,
at jeg danser, at jeg maler.
Den forlanger at jeg bruger
hvert talent der er mig givet,
uanset hvad andre siger at
jeg ”burde” her i livet.