Jeg troede jeg var digter –
jeg tænkte mig Petrarca, Dante,
Chaucer, Wordsworth
i et nyt årtusind.
Et nyt årtusind fuldt af knuste drømme,
der allerede dækkes af et fint lag støv.
Stilhed, stilhed, stilhed
midt i larmen
fra datadrevet byggekaos,
overdreven ros for ingenting
og vrede rettet mod
alle og ingen.
Hvad forskel gør et digt
i en verden der vil skille det ad
og sætte det sammen igen
som Frankensteins monster
bare fordi den kan?
Jeg troede jeg var digter –
og nu tror alle de er digtere.
Bare vent til de finder ud af,
at uanset hvor godt et digt er
så er der ingen
der gider læse det.