Jeg står i vand til over hovedet –
men det er der ikke længere
(vandet) –
omkring mig breder sig en flade
af grønt, bølgende
græs –
der er ingen kontrast
til det bølgende vand –
kun diget adskiller –
jeg står på dette kunstige højdedrag,
landets højeste punkt,
og ser den bølgende grønne
og ser den bølgende blå
flade –
én til hvert øje…
Hvis jeg stiger ned kan jeg stå
hvor fjorden var –
stå i vand til over hovedet,
i vand som ikke længere
er vand –
det vand der VAR;
det fordrevne vand –
men kniber man øjnene sammen
ser græsset ud som bølger.
Øen er et skib
der hugger i bølgerne –
bølgerne skyller ind over dækket
nu og da,
nu som før –
Diget frarøvede havet
en stump af landet –
men landet er aldrig holdt op med
at bølge…
Horisonten er lige langt borte
til begge sider –
lige flad
og fjern –
kun solen flytter sig,
men der er intet til at kaste skygger.
Lavland,
Havland,
midlertidigt land
der vugger
sig selv
i søvn.