Når jeg lukker øjnene ser jeg
bølgerne rejse sig;
sivende der sukkende bøjer sig;
det flakkende lys fra mit
hjemlands vægelsindede sol –
nej, lyset fra fakler
båret gennem byen –
byen er skrumpet;
en opløst sukkerknald –
husene står uvirkeligt skæve
og små
med tomme, måbende ruder –
biler suser forbi langt borte
fra den døsige stilhed her;
et ur omkranset af vildvin
med en viser der evigt viser
12:19;
mosset har indtaget gulvet,
en fugl suser kvidrende
ud ad en smadret rude;
dernæst
stilhed.
—
Hele mit liv
var larm –
summen af menneskestemmer,
summen af liv;
baggrundsstøj –
livets enerverende underlægningsmusik,
men når jeg lukker øjnene ser jeg
stilhedens rige
der er fremtiden;
min ensomme fakkel
kaster enorme skygger
på nutidens afskallede eftermæle –
der er vand på gulvet,
en fisk strejfer min ankel
i et kort glimt af sølv
i faklens lunefulde skær –
hvis jeg åbner øjnene
kan jeg sammenligne med nutiden,
men også høre den summen
fra det store menneske-bo
jeg er midt i –
hellere holde dem lukkede
for så ser jeg
at der ikke er nogen grund til snak
siden al snak skal forstumme
og stilheden råde
med undtagelse
af de dovne dråber der falder fra spær,
vinden der bøjer sivene;
jordens åndedræt –
jeg ser jordens døsige eksistens
der ikke behøver os,
der når som helst kan sparke os af sig
hvis vi forstyrrer dens grublen –
når jeg lukker øjnene
går uret i stå
i den fremtid hvor ingen levende væsner
behøver “tid”,
behøver sprog –
den fremtid
der slutter en dag
kl. 12:19 –
hver gang jeg lukker øjnene
er den allerede
sluttet…
Faklen syder da den rammer vandet;
mørke.