Jeg er hende
hvis øjne lyser op når de ser
ting du ikke kan se –
jeg er hende
der forærer dig en digtsamling
i form af stilhed –
jeg er hende
som accepterer din tilstedeværelse
og måske havde kunnet lide dig
hvis du bare ikke
talte så meget –
jeg er hende
som ikke hører hvad du siger
fordi dine ord blot er en
irriterende baggrundsstøj
bag lyden af vandets brusen
i mit indre landskab –
jeg er hende
der tænker ved at skrive
i stedet for at fable løs
om ting jeg ikke forstår –
jeg er hende der forstår
at al den snak
kun fører til
at man længes
efter stilhed.
Jeg har stilhed
draperet omkring mig –
hvis stilheden regerede
ville den være
bedre fordelt
mellem alle,
men nu klamrer den sig
kun til mig –
jeg er hende
der en dag vil
blive kvalt af stilhed
fordi I andre
snakker
så meget –
så højt –