Du kender mig ikke
og jeg kender ikke verden
men vi foregiver begge
kendskab –
vi ønsker begge at forstå
ting der overgår
vor forstand –
Et glimt af et menneske der taler,
munde bevæger sig
og øjne danser,
hænder glider gennem luften –
aldrig i ro.
Jeg forstår ikke mennesker
med deres korte glæder,
korte sorger,
korte tanker –
men jeg foregiver kendskab
da jeg skal forestille
en af dem.
Et glimt af dig
under glimtende lamper,
hvirvlende rundt i dans
i selskab med
en Strawberry Daiquiri.
Jeg forstår dig ikke –
du,
med din klingende latter,
smilende mund,
usmilende øjne.
Et glimt af mig
set fra oven
med en bog i hånden
og en verden i tankerne
der fjerner al evne
til at fungere lige her og nu…
Jeg forstår ikke mig selv –
kun
at jeg ønsker at forstå?
Hvad med dig?
Et glimt –
dit smil –
div kvidrende stemme –
ingen tanker for i går,
ingen tanker for i morgen;
tanker for et ‘mig’
som ikke er…
nej –
du ønsker nok egentlig ikke
forståelse –
du ønsker nok livet nu og her
og at få det overstået,
gennemprøvet…
Overstået
og krydset af som fuldført
på din endeløse bucket list
blandt
rejser og oplevelser,
fester og sammenkomster,
fortielser,
forglemmelser,
fortrængninger.
Et glimt af os begge
da vi var børn –
med fødderne i vand
under en varm, venlig sol
inden vi skulle tilbage
til det sted der kaldtes “hjem” –
erindringer er subjektive –
børn ser så meget for meget
og forstår så meget for lidt –
Jeg kendte dig aldrig rigtigt
og du kendte ikke mig –
ikke for alvor,
kun i glimt.