Fortidens slør
smyger sig om min krop
ved hvert trin
jeg tager gennem ruinerne –
hvert trin et dansetrin
og fortidens slør
gør de døde levende
omkring mig –
jeg ser dem omkring mig
alle optagne
af det liv de tror de har –
døgnfluer som os
må klamre sig til hvad de kender
men det nytter ikke
noget –
til sidst er alt kun
fortid –
smuldrende sten der var et slot,
vrag der var skibe,
skeletter der var mennesker;
forfædre til dem
der endnu ikke
kun er skeletter –
jeg hører et brus af kjoler
og stemmer der taler
i brudstykker
på et sprog jeg kun delvis forstår
at jeg ikke forstår –
et sprog der i dag ikke er –
men dog er –
var –
mit sprog.
Fortidens slør
smyger sig tit og ofte
omkring os når vi taler –
særligt med folk fra andre lande;
pludselig er vi ikke
forsagte,
kontrære,
satte…
Pludselig er vi
dristige erobrere,
opfindere,
pionerer…
Der var engang et land
der drømte…
Nu er der et folk
der ikke vil vågne
og kun ser sig selv
gennem fortidens slør
der klæber til dem,
langsomt kvæler dem
mens de selv ser de lysende balsale
omkring dem
og danser gennem ruinerne
uden at vide
at intet står tilbage –
nej, ikke noget lidt fernis ikke kan fiske –
nej, ikke noget lidt maling ikke kan tage –
Jeg vågner træt og øm
på et hårdt stengulv
under åben himmel –
jeg ser de andre danse
omkring mig,
lykkelige
ulyksalige væsner.
De kan ikke se mig
eller høre min stemme
med sløret over ansigtet –
Jeg går stille bort
alene.